Nissen og hans røde hue
Længe før nissehuen blev noget, man tog på til juletræsfest, var den kendetegnet for et af de mest kendte væsener i dansk folketro: gårdnissen.
Gårdnissen
I den gamle folketro boede nissen på gården, ofte i laden, på loftet eller i stalden. Han blev beskrevet som lille og gammel, med skæg, gråt tøj og en rød, spids hue. Nissen var ikke ond, men han var stolt og hurtigt fornærmet. Blev han behandlet ordentligt, hjalp han med at passe dyrene og holde orden, og gården gik det godt. Blev han glemt eller drillet, kunne han til gengæld lave alskens ulykker og drillerier.
Grøden juleaften
Det vigtigste i forholdet til nissen var juleaften. Da skulle han have sin skål grød med en klat smør i, og det var ikke klogt at snyde ham for smørret. Fortællinger om nisser, der blev vrede, fordi de troede, at smørret manglede, er blevet fortalt i generationer. Den skål risengrød, mange familier stadig sætter ud på loftet eller i skuret, er en arv fra den tro.
Fra gården til julen
I løbet af 1800-tallet flyttede nissen ind i julen, som vi kender den i dag. Han dukkede op i bøger, julehæfter, på julekort og som pynt, og han blev mere venlig og hyggelig, end han havde været i de gamle fortællinger. Den røde hue fulgte med og blev det tydeligste tegn på, at det var en nisse, man så.
Senere kom julemanden til Danmark med påvirkning udefra. I dag lever de side om side: julemanden er den store, der kommer med gaverne, og nisserne er de små hjælpere og drillepinde, som mange børn kender fra julekalendere og fra december derhjemme.
Navnet nisse
Ordet nisse regnes ofte for at komme af drengenavnet Nils, en dansk form af Nikolaus. Nissen har slægtninge i resten af Norden: i Norge hedder han også nisse, og i Sverige kendes han som tomte.
Huen i dag
Nissehuen er blevet hvermandseje. Børn tager den på i børnehaven op til jul, voksne tager den på til julefrokost og juletræsfest, og mange familier har en kasse med huer, der kommer frem hvert år. Den er nem at lave selv, og en hjemmelavet hue holder i mange år.